Nyt lovforslag vil give butikker mulighed for at advare hinanden om kriminelle med overvågningsbilleder. Dansk Erhverv støtter forslaget.
Står det til justitsminister Søren Pape, skal butikker kunne advare hinanden med overvågningsbilleder, når eksempelvis butikstyve har lagt vejen forbi forretningen.
”Mange erhvervsdrivende benytter sig af mulighederne for at foretage tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed og har gode erfaringer hermed. Regeringen finder, at erhvervsdrivende skal have mulighed for at advare hinanden om f.eks. omrejsende kriminelle ved bl.a. at videregive billeder af gerningsmændene optaget med tv-overvågning, så de erhvervsdrivende effektivt kan beskytte sig selv, sine ansatte og værdier mod de kriminelles aktiviteter”, siger Søren Pape.
Dansk Erhverv har længe arbejdet for, at butikker skal have mulighed for at dele overvågningsmateriale med hinanden for på den måde at forebygge kriminalitet. I dag begrænser lovgivningen nemlig butikkernes mulighed for at dele oplysninger med hinanden.
”Kriminalitet og særligt organiseret kriminalitet, hvor kriminelle rejser rundt til den ene butik efter den anden og begår butikstyverier, er en ikke ubetydelig udfordring for detailhandlen. Det vil absolut være en fordel, hvis butikkerne kan få lov til at hjælpe hinanden ved at dele overvågningsbilleder – dermed kan vi komme på forkant med en del af kriminaliteten”, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
I 2017 blev der anmeldt 17.711 butikstyverier i Danmark.
Om Dansk Erhverv
Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for fremtidens erhverv. Dansk Erhverv repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og videnservice, oplevelse og velfærd og transport.
Handelsmarkedet i Dansk Erhverv samler størstedelen af danske virksomheder og brancheforeninger inden for detail- og engroshandel i et stærkt fællesskab. Målet for Dansk Erhverv er, at det skal være attraktivt at drive handelsvirksomhed i Danmark. Vi arbejder dagligt for at skabe de bedst mulige rammer for handelsvirksomhederne, så de har gode forudsætninger for innovation, udvikling og vækst på det nationale og internationale marked
Vision og Mission
Det er Dansk Erhvervs vision at være den mest betydningsfulde politiske repræsentant og foretrukne rådgiver for erhvervslivet. Det er Dansk Erhvervs mission at skabe konkurrencekraft for vores virksomheder i en globaliseret økonomi. Dansk Erhverv varetager virksomhedernes politiske interesser over for alle relevante myndigheder.
Landets førende rådgivning
Dansk Erhvervs konsulenter og advokater er landets førende inden for en lang række af de udfordringer, som handelsvirksomhederne skal håndtere i hverdagen. Vi er rustet til at give den bedst mulige rådgivning, uanset om der er tale om arbejdsretslige spørgsmål, erhvervsjura, arbejdsmiljøregler eller HR- og ledelsesspørgsmål.
Medlemsfordele
Som medlem af Dansk Erhverv kan du – alt efter medlemskabstype – trække frit på Handelsmarkedets rådgivning.
>> Læs mere her om medlemsskabstyperne og Dansk Erhvervs rådgivningstilbud.