Den politiske opbakning til den nye erhvervslejelov, der ville gøre det nemmere at smide erhvervslejere ud, er væk. Dansk Erhverv kvitterer for, at Folketingets partier og ministeren har taget erhvervslivets bekymringer alvorligt.
En god dag for detailhandlen. Det er Dansk Erhvervs konklusion, efter det i går stod klart, at forslaget til en ny erhvervslejelov, der blandt andet gav øget mulighed for at tidsbegrænse erhvervslejemål og dermed smide erhvervslejere ud, ikke bliver vedtaget i Folketinget.
”Vi har haft en rigtig god dialog med Folketingets erhvervsordførere om de uhensigtsmæssige konsekvenser af lovforslaget. En øget brug af tidsbegrænsede lejekontrakter ville skade det danske erhvervsliv – ikke mindst de mindre erhvervsdrivende. Derfor er vi meget glade for, at både ministeren og partierne har taget vores bekymringer alvorligt,” siger Bo Dalsgaard, der er jurist og chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Stor betydning for detailhandlen
Den nyudnævnte erhvervsminister Brian Mikkelsen fremlagde tirsdag d. 29. november et ændringsforslag til det eksisterende forslag til en ny erhvervslejelov. I ændringsforslaget er den øgede mulighed for at tidsbegrænse erhvervslejemål taget ud.
Dansk Erhverv har tidligere peget på, at de tidsbegrænsede lejemål potentielt kunne skubbe de små handlende ud af de danske hovedgader og butikscentre, fordi de erhvervsdrivende, der bor til leje, ikke længere ville have sikkerhed for de investeringer, de gjorde i deres lokaler.
”Det har stor betydning for den danske detailhandel og særligt for de små og mellemstore butikker, cafeer, restauranter og håndværksmestre, at de nu ikke længere risikerer at blive smidt ud af deres lejemål efter tre til fem år. Derfor er ændringen af loven en tiltrængt god nyhed for både det danske handelsliv og for de danske forbrugere, der fortsat kan se frem til også at handle i små, uafhængige butikker,” siger Bo Dalsgaard
Om Dansk Erhverv
Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for fremtidens erhverv. Dansk Erhverv repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og videnservice, oplevelse og velfærd og transport.
Handelsmarkedet i Dansk Erhverv samler størstedelen af danske virksomheder og brancheforeninger inden for detail- og engroshandel i et stærkt fællesskab. Målet for Dansk Erhverv er, at det skal være attraktivt at drive handelsvirksomhed i Danmark. Vi arbejder dagligt for at skabe de bedst mulige rammer for handelsvirksomhederne, så de har gode forudsætninger for innovation, udvikling og vækst på det nationale og internationale marked
Vision og Mission
Det er Dansk Erhvervs vision at være den mest betydningsfulde politiske repræsentant og foretrukne rådgiver for erhvervslivet. Det er Dansk Erhvervs mission at skabe konkurrencekraft for vores virksomheder i en globaliseret økonomi. Dansk Erhverv varetager virksomhedernes politiske interesser over for alle relevante myndigheder.
Landets førende rådgivning
Dansk Erhvervs konsulenter og advokater er landets førende inden for en lang række af de udfordringer, som handelsvirksomhederne skal håndtere i hverdagen. Vi er rustet til at give den bedst mulige rådgivning, uanset om der er tale om arbejdsretslige spørgsmål, erhvervsjura, arbejdsmiljøregler eller HR- og ledelsesspørgsmål.
Medlemsfordele
Som medlem af Dansk Erhverv kan du – alt efter medlemskabstype – trække frit på Handelsmarkedets rådgivning.
>> Læs mere her om medlemsskabstyperne og Dansk Erhvervs rådgivningstilbud.